Lad os lige tage en lille omvej ekstra. For hvem var denne Arnold Newman?
Hans største fortjeneste var, at arbejde med “The Environmental Portrait”, hvor miljøet indgik i selve portrætteringen. Som regel med brug af en vidvinkel, der fangede en række detaljer i rummet og skabte et “uendeligt rum” bagved. Det gjorde mindre at hænder og fødder blev kunstigt lange. Vigtigst var det at modellen, så at sige, opslugtes af vedkommendes egne omgivelser, eller sin egen metier. Kunstneren i sit værksted, politikeren foran Det hvide Hus, Senatet eller i kontorerne indendørs. Videnskabsfolk i laboratorierne og erhvervsfolkene dér hvor de havde deres daglige gang. Kunstneren i sit eget atelier.
Man kan indvende mange har gjort noget lignende, både før og efter, men ingen har forfinet genren og været bannerfører for den end netop Arnold Newman. Og hvad der måske nu synes traditionelt, ejer en langt større lethed og mere elegance end den tunge Yosuf Karsh, som han i øvrigt ikke brød sig om. Arnold Newman fortalte med glæde om dengang de stod til et cocktail party og Newman selv ”kom til” at spilde et glas rødvin ned over Karsh, fordi denne var så snobbet. Arnold Newman var nok klassisk i sin indstilling, men så alligevel – på forunderlig vis – banebrydende og anderledes. Så radikal, at selv den ellers så fremsynede tilrettelægger af modemagasinet Harper’s Bazaar, Alexey Brodovitch, afviste et af de billeder, som i dag fremstår som selve ikonet for Arnold Newmans virke: billedet af Igor Stravinsky foran det enorme, svungne flygellåg.
Men hvorfor nu “The Environmental Portrait”? Metoden samler to af de største og mest markante genrer i amerikansk fotografi – portrættet og dokumentarbilledet. For Arnold Newman faldt det naturligt; efter at have arbejdet i de billigste portrætstudier flere steder i USA bliver han fanget af Depressionens fotografer, hvor en hel generation skabte et helt nyt visionært billedsyn. Og netop denne lykkelige blanding af original portrætfotografi og det at skabe dokumenter var essentielt for det nye LIFE Magazine i begyndelsen af 1940erne. Arnold Newman blev hurtigt indlemmet i denne kreds af LIFE fotografer, der skulle skabe så megen billedmæssig historie gennem efterkrigstidens USA. Morsomt nok var Arnold Newman særdeles kritisk overfor det man kan kalde det “rene” portrætfotografi. Engang har han sagt, “…portrætfotografi, et ord jeg snart blev temmelig træt af, Det er kun en etiket…”, men hvorfor denne udmelding når man er en af de mest fremtrædende portrætfotografer?
“Det er for generel en betegnelse. Portrættering har – jeg prøver at finde det rigtige udtryk – nogle associationer, som gør, at det ikke er et godt ord at bruge… Det står ikke rigtig for det bedste inden for fotografiet. Hvilket er fuldstændig tosset, når man tænker på, at gennem hele historien, og ikke kun inden for fotografiet, har nogle af de største kunstnere i verden lavet portrætter. (…) Problemet er, at nogle fotografer, og også nogle malere, lavede portrætter udelukkende for at smigre folk og tjene penge. Og det var faktisk det, jeg ikke kunne holde ud ved de to atelier, jeg arbejdede for. Det var altid meget mekanisk: Gør det så kønt som muligt, gør dem så flotte, gør dem så smukke og gør børnene så nuttede som muligt… (…) Smigrer jeg? Fra begyndelsen med LIFE og de andre blade har jeg aldrig retoucheret mænd, og kun sjældent, ganske let, kvinder. (…) Der er ingen grund til at gøre det; jeg tror på realismen. Jeg føler mig også tæt på de mennesker jeg skildrer, oplever en art samstemmigt med dem. Disse store personligheder accepterede uden videre den nye stil, lige som den brede offentlighed gjorde det – fordi billederne blev trykt i LIFE Magazine og andre kendte medier. Det er vel også en slags forfængelighed.” (Eget interview)
Jeg sad og lyttede til Arnold Newmans betragtninger over fotografiet i sit atelier oppe i 67. gade. Det lå i samme område, hvor også Philippe Hallsman og andre af samtidens store holdt til. Og Irving Penn. De var en klan af fotografer, hvoraf de fleste netop var knyttet til LIFE. Gaden lå – og ligger for den sags skyld stadig – midt mellem Lincoln Center og Central Park, en meget hyggelig gade, hvor der blev hilst, så man skulle tro han boede længere nede i den førhen så intime Downtown, SoHo eller Greenwich Village. Netop den dag vi stod udenfor og jeg tog billeder af Arnold Newman og hans hustru, kommenteres dette af de forbipasserende, som nu mente at han var fotograf og ikke model…
Arnold Newman var en af de mest velestimerede portrætfotografer i verden. Han havde portrætteret striben af amerikanske præsidenter siden Harry S. Truman. Selv lagde Arnold Newman ikke skjul på han var demokrat, og sagde at han havde haft vanskeligt ved at fotografere Nixon og Bush, så selvom Arnold Newman var meget ærefuld over det, at være præsidentembedets officielle fotograf, nægtede han at portrættere Bush Jr. Der gik grænsen, som han sagde.
Jeg holdt så meget af Arnold Newman. Fra at skulle arrangere en udstilling med ham på Louisiana, voksede et nært venskab, som fortsatte indtil hans død. Faktisk havde vi en aftale i New York den dag han skulle på hospitalet og undersøges for sine hjerteproblemer. ”Det skal bare overstås”, fortalte han mig. Men da jeg ringede på døren, blev der ikke åbnet. Da jeg ringede fra en nærtliggende telefonboks, svarede han heller ikke. Dagen efter stod jeg i en boghandel med New York Times i hænderne og kunne læse at Arnold Newman var afgået ved døden.
Jeg tænkte på, hvordan vi havde siddet så mange gange i hans atelier. Når vi sad dér udspillede sig altid de samme – nærmest ritualiserede – hændelser. ”Har vi råd til at købe nogle tun-sandwiches”? Spurgte han. Hans assistent himlede med øjnene og sukkede. Og så blev hun sendt ned ved Lincoln Center og købe mad til os alle sammen. Vi sad og talte over de interimistisk placerede borde.
Jeg elskede dette sted. Både selve studiet, men også hans arbejdsværelse med den lille skrivepult og det gamle, udtjente airconditionanlæg. Kontoret var meget nødtørftigt indrettet, ja spartansk. Ligesom hans mørkekammer, hvor Arnold Newman havde lagt træbjælker ned i den dybe vask, så han ikke skulle bukke sig så meget under arbejdet. ”Må jeg fotografere dit studie?” Spurgte jeg ham engang om, og det måtte jeg gerne. Så jeg forsøgte at dokumentere det hele. Hele atmosfæren, som var så speciel. Langt fra den fornemhed hans private hjem – i opgangen ved siden af – udstrålede. Her var der værker af den lange række af kunstnere, som Arnold Newman havde portrætteret i sit lange virke.
Læs evt. videre på:
http://photographsandbooks.blogspot.com/
Men nok om det. Væk fra denne omvej.