I slutningen af 1970’erne havde Dagbladet Information hvert år nogle ”sommersider”, hvor læserne kunne bidrage med ord og billeder. Det gav en kærkommen mulighed for, at få publiceret sine tekster og billeder selvom man ikke var hverken journalist eller fotograf. Jeg blandede mig også i debatterne uden for disse sommersider. Desværre, når jeg ser tilbage på det, skrev jeg alt, alt for mange indlæg i det daglige og gik for meget i clinch med avisen. Men nu er det jo vanskeligt at lave om på fortiden. Sket er sket, som man siger.

I Information fik jeg bl.a. publiceret en billede af Bryan Ferry fra Roxy Music. Det var et fotografi fra Tivolis Koncertsal, dengang man godt måtte gå helt ned foran scenen og tage billeder derfra.

I 1980 begyndte jeg at skrive i det i dag hedengangne musiktidsskrift MM. En af de første artikler omhandlede ”Nå 80!” i Huset, Magstræde. Det var det arrangement, der for alvor satte gang i den nye generation af lyrikere, eksempelvis Michael Strunge, de vilde malere, som allerede var begyndt at gøre sig gældende, og ikke mindst new wave. Der burde stå punk, men den var sprunget ud i fuld flor i det ligeså hedengangne Saltlageret. Allerede fra 1975 arrangerede de punkkoncerter, ligesom Rockmaskinen på Christiania gjorde det fra 1978.

Med MM var det ikke så nemt som skribent, at få sine billeder afsat. Der var nemlig allerede fotografer tilknyttet. Den meget erfarne Gorm Valentin og helt unge kræfter som Søren Svendsen, folk der var specialiseret i at fotografere.

I og udenfor tryksagerne blev jeg ved med at tage portrætter. Primært af folk jeg kendte, eller nogen jeg havde spurgt, om de ville fotograferes. Jeg kan bedst lide at man har en eller anden form for overenskomst: at man aftaler at tage billeder. Det princip har jeg forsøgt at opretholde. Dog har jeg af og til – i smug – taget billeder af folk, men meget, meget sporadisk. Jeg anerkender at nogen er virkeligt gode til Street Photography, at tage billeder af folk i gader og stræder med eller uden nogen form for aftale.

2002 lavede jeg i mit galleri en udstilling med Bruce Gilden fra Magnum. I forbindelse med åbningen fortalte han bl.a., hvordan han altid bærer kniv for at beskytte sig selv, da nogen bliver meget aggressive over dét at blive fotograferet. Og med god grund. I 2007 arrangerede jeg også en udstilling med Henry Bond, som stod bag den legendariske bog ”Point and Shoot”. Hans arbejder er meget voyeuristiske. Henry Bond fotograferer ind ad folks vinduer, ind af bilruder, alle de steder hvor folk ikke forventer at blive iagttaget.

Selvom jeg finder både Bruce Gilden og Henry Bond interessante, ved jeg med sikkerhed, at det ikke er noget jeg selv ønsker at udforske. Jeg kan godt lide kontakten: det at jeg tager et billede af ”dig” nu og hvor ”du” kigger ret ind i kameraet. Jeg elsker folks øjne, deres bevægelser, ja, hele deres væsen – og sjæl.

Men tilbage til 1980 havde jeg pludseligt skrevet en masse, også om David Bowie i en bog, så jeg blev på den baggrund inviteret ind i redaktionen af tidsskriftet Sidegaden. Der holdt Michael Strunge fanen højt mht. at profilere den nye generations digtning. Sidegaden var tænkt som et opgør med hovedstrøgene (læs: mainstream) og vi ønskede at tage pulsen på alt det nye.

Mens MM var et veletableret magasin, var Sidegaden helt friskt. Der var ikke nogle faste mønstre med, hvem som var skribenter og hvem som var fotografer. På en eller anden måde fandt vi ud af det fra møde til møde, fra nummer til nummer. Og frem for alt var det muligt både at skrive og fotografere til samme artikel. Og jeg var da også glad for, at det var mine billeder af en smadret butiksrude, som blev bladets ansigt udadtil.

Michael Strunge boede på hjørnet af Randers- og Rothesgade og jeg på hjørnet af Randers- og Århusgade på Østerbro i København. Vi kunne nærmest kigge over til hinanden. Det var derfor meget tit vi, efter redaktionsmøderne, fulgtes ad hjem. Og vi stod der, somme tider i timevis, i dørene og talte sammen. Fra tid til anden i silende regn. Michael Strunge elskede nætterne og selvom vi havde talt sammen rigtigt, rigtigt længe, kunne han finde på at ringe til én efterfølgende og fortsatte (sam)talen.

Vi blev venner og mødtes også lørdage for at høre musik og drikke billig mousserende portugisisk hvidvin. Vi lyttede til David Bowie og til alle de unge grupper fra Manchester. Joy Division, New Order, eller hvad der faldt os ind.

Og selvfølgelig tog vi også billeder af hinanden. Jeg gik af og til med kameraet på mig, som jeg havde gjort det i skoletiden. Forsøgte at gribe stemninger. Ansigter, bevægelser…

Samtidig var jeg også blevet inviteret indenfor i varmen hos Roskildefestivalen. Her mødtes vi alle, Gorm Valentin, Søren Svendsen og alle de andre fotografer og skribenter. Alle os, som elskede musik. Den årlige Roskildefestival formede sig som én lang fest, hvor vi levede både dag og nat. Undtagen Gorm Valentin, som boede i Roskilde og derfor kunne tage hjem og sove .

Dengang var det ikke unormalt, at man troppede op ved gruppernes skurvogne, hvor de enten klædte om, spillede musik, eller spiste og drak. Der var en slags kammeratskab mellem ”dem” og ”os”. Det var i sådan en anledning, at den engelske reggaegruppe UB40 skulle ind til byen og spise en meget sen middag i Pisserenden i København. Så os, der sad i bandets skurvogn bag scenen, blev inviteret med op i deres bus og kørt ind til byen. Jeg var sikker på, vi havnede i L’Education Nationale, den franske restaurant. Men da den først åbnede i 1992 kunne det ikke passe.

Måske var det i en tidligere bistro sammesteds, ligeledes ved den legendariske kok og iværksætter Bernard ”Bonobo” Chesneau? Bonobo er desværre også hedengangen (1955-2015) og meget savnet. Som Michael Strunge er det (1958-1986).

Men sådan startede det. Det med at tage portrætter i en smule mere professionelt regi.

© Lars Schwander 2016