PORTRÆTTER I KLASSEN

Lad os skrue tiden tilbage.

Jeg husker ikke hvornår jeg begyndte at lide fotografiet ej heller portrættet. Måske portrættet inden fotografiet.

Min far var maler og vores hjem var fyldt med kunst. Den eneste reproduktion var et ”portræt” af Picasso, som af uransagelige grunde var havnet hos os. Det var en slags portræt, ganske vist kubistisk, men alligevel. Det var en slags ansigt.

I skabet havde vi et gammelt Agfa-Box kamera. Den film som sad i, da jeg tog fat i den, var billeder af min bror og jeg i en have i Glostrup helt tilbage til dengang jeg var 3 år og sad på en trehjulet cykel. Det lå vel helt tilbage til syv år tidligere. Så lang tid kunne negativer åbenbart sidde i et kamera.

https://de.wikipedia.org/wiki/Agfa_Box

Agfa-Box – mit første kamera, som både havde tilhørt min far op min farfar
Mig omkring 1960. Filmen havde siddet i kameraet i seks-syv år

Jeg kom i erhvervspraktik som fotograf vistnok hos Lennart på Frederiksberg. Og i skufferne lå der billeder af The Beatles samt Hanne Lyngfelt og andre af tidens hotte fotomodeller. Og der i dét mørkekammer, fremkaldte jeg så filmen af mig selv som helt lille. Det var første gang jeg overhovedet havde set et mørkekammer.

Men jeg følte allerede dengang, at jeg havde denne her kærlighed til fotografiet og ikke mindst portrættet. Så meget, at jeg tog fotoapparatet med i klassen. En Agfa-Box havde en skrue på højre side af kameraet. Og når man vred denne skrue rundt, blev billedet taget. Jeg kiggede ned i et minimalt hul og kunne knapt se andet end centrum af motivet. Negativerne var 6 x 6 centimeter og der var 12 billeder på en film.

Summa summarum tog jeg kameraet med i skole og tog billeder af de forskellige i klassen. Både der og når vi var på ekskursion. Og det var noget særligt, det at én skulle stå stille og posere foran et kamera og at man (jeg) trykkede på knappen. Så jeg kunne aflevere filmen nede hos fotohandleren på butikstorvet. De billeder man fik var ca. 1:1 i forhold til negativerne.

Jeg tog Iben som brud inde i klasselokalet, Jan nede på Køgevejen, John på Valby Station og Mette inde i Toget omkring Østerport Station.

Iben som brud
Jan nede på Gl. Køge Landevej
Mette i toget på Østerport Station
John på Valby station

Man kunne i dag indvende, hvad skulle så være så særligt ved det?

Vi er tilbage i 1960’erne. Og i 1970’erne fortsatte jeg med at tage billeder, både i realen og i gymnasiet. Ja, endda på universitetet. Og så var det slut med Agfa-Box’en – nu var det blevet til Olympus og Nikon kameraer.

Jeg kan godt høre, at det lyder fuldkommen vanvittigt i dag, hvor alle render rundt med mobiltelefoner på sig. Der er stort set ikke dem, som ikke har taget billeder af deres klassekammerater, deres bedste venner, veninder og kærester. Det er billeder hvor modellen enten poserer eller bare lader som om, man ikke lægger mærke til at kameraet. Og det er ikke hvilke som helst kameraer, der er på mobiltelefoner. Det er med Karl Zeiss optikker og med store filer.

Dvs. det som før i tiden var noget meget specielt og voldsomt specielt, er i dag det normale. Og ikke nok med at det at tage billeder af hinanden er dagligdag, billederne bliver tillige offentliggjort på de sociale medier, bl.a. Facebook eller Instagram.

Selfieudstilling på Brandts

Et selvportræt i min barn- og ungdom var nærmest utænkeligt. Men det har hele ”selfie-kulturen” lavet om på. I dag er det mere reglen mere end undtagelsen at tage billeder af sig selv. Stort set ingen har modstået fristelsen at tage et slags selvportræt. Hele selfie-kulturen organiserede jeg en udstilling om på Brandts i 2015. Det er på én gang en spændende og underlig udvikling inden for fotografiet.

I samme åndedrag, kan man nævne familiernes fotoalbums. Før i tiden var det selve familiens midtpunkt. Hvis ens hus brændte, var det det første man redede. Fordi et sådan album rummede selve ens historie. I dag eksisterer der næppe fotoalbums. Alt det vi tager er digitale og de havner enten på CD’er, på harddisks eller oppe ”i skyen”. Et eller andet sted i den virtuelle verden.

Familiens hukommelse er måske ikke gået tabt, men den ligger virtuelt et eller andet sted. Og frem for at passe på et fotoalbum, som man kunne holde i hånden, så er det ikke altid at der bliver taget ordentligt vare på det digitale medie. Pludselig er en harddisk brudt sammen, en CD blevet væk, et password kan være bortkommet.

Jeg ønsker ikke at være dommer for nu- og fremtiden. Men det er klart, at det har en umådelig stor betydning for fotografiet i dag, at det ikke rigtigt manifesterer sig materielt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *