PORTRÆTUDSTILLING HERFRA OG DERTIL

Sidste år blev jeg inviteret til, her i 2019, at afholde en fotografisk udstilling på Det Nationalhistoriske Museum (DNM) på Frederiksborg Slot. Det er det sted som rummer en betydelig del af den nationale portrætsamling i og med de gennem snart århundreder, har indsamlet og bevaret billeder af især danskere. Det er som regel billeder af folk fra det danske Pantheon. Altså folk, som på en eller anden måde har gjort sig bemærket i samfundet. Ud over kongefamilien, ledende folk, men også sportsfolk og kunstnere. Oprindeligt var alle billeder malerier samt skulpturer. Men gennem en del år, selvfølgelig også fotografiske portrætter. Selv skriver de:

”Det Nationalhistoriske Museum har haft til huse på Frederiksborg Slot siden 1878. Museet blev oprettet på initiativ af Carlsbergs grundlægger, brygger J. C. Jacobsen, og drives i dag som en selvstændig afdeling af Carlsbergfondet. / Frederiksborg fortæller 500 års danmarkshistorie gennem en rig samling af portrætter, historiemalerier, møbler og kunstindustri, og fortællingerne understøttes af slottets smukke historiske omgivelser. På museet stifter man bekendtskab med personer og begivenheder, der har været med til at forme landets historie fra middelalderen til det 21. århundrede.”

www.dnm.dk

Danmarks Nationalhistoriske Museum
Danmarks Nationalhistoriske Museum

https://dnm.dk/event/lars-schwander-portraetter/

I al beskedenhed er jeg også (motivisk) inkluderet i samlingerne. Det skete i 1990, da DNM, Den amerikanske Ambassade og Citybank slog sig sammen om et projekt, der hed Great Danes. Ligesom hunden, i virkeligheden. Jeg skulle bare interviewe Joyce Tenneson, der dengang havde gjort sig meget bemærket med de her kæmpe Polaroider, dengang tror jeg kun der fandtes to kameraer i hele verden, der kunne lave dem. Og der fulgte en teknikker med, der havde forstand på at betjene apparaturet.

Jeg havde et tidsskrift, der hed Copyright Art Magazine, og tænkte at det var en god lejlighed til at interviewe Joyce Tenneson. Og det gjorde jeg. Men derefter sagde hun, at jeg også skulle være en del af serien til DNM. Nok som den eneste ikke berømthed. Jeg hed ikke Klaus Rifbjerg, jeg var ikke politiker eller redaktør af Politiken, men alligevel blev der så taget et billede – eller rettere: to. To unikaer, som mindede rigtigt meget om hinanden.  Jeg stod med mit Mamiya i armene, som holdt jeg en baby. Jeg husker så tydeligt poseringen og sagde da også, at det var mit barn. Derom senere.

Da Citybank sponserede hele projektet, måtte Joyce Tenneson smugle sit eksemplar ud fra lejligheden i Strandgade, der tilhørte Den amerikanske Ambassade. Og jeg fik så overdraget billedet ude på gaden, der på Christianshavn.

Lars Schwander by Joyce Tenneson
Joyce Tenneson Lars Schwander 1990

Det ”officielle” billede var ved at gå til grunde fordi jeg ikke var kendt nok til at blive accepteret på DNM. Men den daværende udstillingsleder forsikrede museet om, at det ville jeg engang blive, og derfor blev billeder indlemmet i samlingerne. Jeg tror nu også at det var fotografens skyld, fotografiet blev accepteret. Det var svært at sige nej til et billede af Joyce Tenneson, som vistnok allerede dengang var begyndt at fotografere amerikanske præsidenter og den som betød noget i USA.

Siden er jeg blevet foreviget af en lang række også danske og udenlandske fotografer: Ingrid Bugge, Alberto Garcia-Alix, Jan Grarup, Frank Hovart, Arnold Newman, m.fl.

Lars Schwander
Lars Schwander Jan Grarup wet-plate 2016

Selvfølgelig er det forfængelighed at blive portrætteret. Men jeg vil også sige som den legendariske chef for den fotografiske afdeling på Bibliothèque Nationale i Paris, Jean-Calude Lemagny, sagde: Når jeg bliver fotograferet, lægger jeg mærke til hvordan fotografen bærer sig ad. Jeg lægger mærke til om højre og venstrehåndede fotograferer forskelligt, bl.a. Det sagde han umiddelbart inden jeg i sin tid, engang i 1980’erne skulle til at portrættere Lemagny, som er én af mine helte (de andre skal jeg nok også vende tilbage til).

Hvorom alting er, så blev jeg fotograferet af Joyce Tenneson ved noget nær en tilfældighed. Jeg blev fotograferet af Arnold Newman, da vores venskab voksede i forbindelse med en udstilling jeg skulle sætte op på Louisiana. Og endelig Garcia-Alix fordi vi havde en fælles bekendt i Paris, som på en eller anden lykkelig vis havde sat os i stævne. I mit atelier som dengang lå i Amaliegade. Garcia-Alix er nok en af de vildeste personer, jeg har mødt. Han har – om nogen – brugt alt op lige fra motorcykler (og pendler stadig frem og tilbage mellem Madrid og Paris), sex, sprut og stoffer. Jeg skriver det her, fordi det ikke er nogen hemmelighed. Der findes et billede af ham, hvor han står og bløder ud af maven vistnok efter han havde placeret en nål forkert. Men jeg elsker hans billeder. Følg ham på Instagram og se alle de variationer over motorcykler:

Alberto Garcia-Alix
Alberto Garcia-Alix Instagram 2019

https://www.instagram.com/agarcia_alix/

Tilbage til sagen. Garcia-Alix fotograferede mig præcis som han ville have fotograferet sig selv. Han lagde en lampe på gulvet, uglede mit hår efter jeg havde drukket nogle øl og så skød han billedet. Det blev på mange måder et ”forfærdeligt” portræt, men også et interessant portræt. Jeg havde det engang i Politiken som ”mit portræt” og min mor ringede straks hun havde fået avisen i hånden og var skrækslagen: Hvordan kunne du dog få taget så skrækkeligt et billede, sagde hun. Men for mig behøver billeder ikke kun være ”kønne”, ”forskønnende” eller det værste af alt, ”dekorativt”. Det kan også være fortællende billeder, det kan være fotografier som rent faktisk betyder noget og som kommer fra hjertet.

Lars Schwander
Lars Schwander Alberto Garcia-Alix 2009

Jeg fotograferede også Garcia-Alix ved samme lejlighed, hvor han sidder, svedende med en dansk skønhed – med klap for sit ene øjet – ved sine fødder. Men det eneste billede jeg har brugt af ham, er et meget tæt på (taget med mit Mamiya), hvor man kan se sveden drive ned af ham. En smule forfærdet, men også interessant personlighed.

Alberto Garcia-Alix
Alberto Garcia-Alix Lars Schwander 2009
Alberto Garcia-Alix
Alberto Garcia-Alix Lars Schwander 2009

For lige at afslutte det med de her forfængelige portrætter af mig selv. På Louisiana var jeg som nævnt med til at lave udstillingen om og med Arnold Newman. I forbindelse med åbningen, lige før eller lige efter, sagde han, at han ville tage nogle billeder af mig. Det ene blev rigtigt smukt (synes jeg), stående ude i parken, ved Henry Moore skulpturen og med Øresund bagved. Det andet langt mere Newman’sk, hvor jeg står i den runde elevator og hvor han selv, i en meget høj alder, lå nede på gulvet og fotografererede op. På den måde fik jeg nogle gigantiske hænder. Men meget den stil han jo brugte. Men idet han lå der på gulvet med benene ud fra elevatoren, kom der et ægtepar forbi og sagde (ordret): Der er vist nogen der tror de er Arnold Newman…

Lars Schwander
Lars Schwander Arnold Newman 2003

Bagefter oversatte jeg de famøse ord og vi var selvfølgelig ved at flække af grin. At tro Newman var Newman, sikke en forrykt tanke!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *