I slutningen af 1970’erne havde Dagbladet Information hvert år nogle ”sommersider”, hvor læserne kunne bidrage med ord og billeder. Det gav en kærkommen mulighed for, at få publiceret sine tekster og billeder selvom man ikke var hverken journalist eller fotograf. Jeg blandede mig også i debatterne uden for disse sommersider. Desværre, når jeg ser tilbage på det, skrev jeg alt, alt for mange indlæg i det daglige og gik for meget i clinch med avisen. Men nu er det jo vanskeligt at lave om på fortiden. Sket er sket, som man siger.

I Information fik jeg bl.a. publiceret en billede af Bryan Ferry fra Roxy Music. Det var et fotografi fra Tivolis Koncertsal, dengang man godt måtte gå helt ned foran scenen og tage billeder derfra.

I 1980 begyndte jeg at skrive i det i dag hedengangne musiktidsskrift MM. En af de første artikler omhandlede ”Nå 80!” i Huset, Magstræde. Det var det arrangement, der for alvor satte gang i den nye generation af lyrikere, eksempelvis Michael Strunge, de vilde malere, som allerede var begyndt at gøre sig gældende, og ikke mindst new wave. Der burde stå punk, men den var sprunget ud i fuld flor i det ligeså hedengangne Saltlageret. Allerede fra 1975 arrangerede de punkkoncerter, ligesom Rockmaskinen på Christiania gjorde det fra 1978.

Med MM var det ikke så nemt som skribent, at få sine billeder afsat. Der var nemlig allerede fotografer tilknyttet. Den meget erfarne Gorm Valentin og helt unge kræfter som Søren Svendsen, folk der var specialiseret i at fotografere.

I og udenfor tryksagerne blev jeg ved med at tage portrætter. Primært af folk jeg kendte, eller nogen jeg havde spurgt, om de ville fotograferes. Jeg kan bedst lide at man har en eller anden form for overenskomst: at man aftaler at tage billeder. Det princip har jeg forsøgt at opretholde. Dog har jeg af og til – i smug – taget billeder af folk, men meget, meget sporadisk. Jeg anerkender at nogen er virkeligt gode til Street Photography, at tage billeder af folk i gader og stræder med eller uden nogen form for aftale.

2002 lavede jeg i mit galleri en udstilling med Bruce Gilden fra Magnum. I forbindelse med åbningen fortalte han bl.a., hvordan han altid bærer kniv for at beskytte sig selv, da nogen bliver meget aggressive over dét at blive fotograferet. Og med god grund. I 2007 arrangerede jeg også en udstilling med Henry Bond, som stod bag den legendariske bog ”Point and Shoot”. Hans arbejder er meget voyeuristiske. Henry Bond fotograferer ind ad folks vinduer, ind af bilruder, alle de steder hvor folk ikke forventer at blive iagttaget.

Selvom jeg finder både Bruce Gilden og Henry Bond interessante, ved jeg med sikkerhed, at det ikke er noget jeg selv ønsker at udforske. Jeg kan godt lide kontakten: det at jeg tager et billede af ”dig” nu og hvor ”du” kigger ret ind i kameraet. Jeg elsker folks øjne, deres bevægelser, ja, hele deres væsen – og sjæl.

Men tilbage til 1980 havde jeg pludseligt skrevet en masse, også om David Bowie i en bog, så jeg blev på den baggrund inviteret ind i redaktionen af tidsskriftet Sidegaden. Der holdt Michael Strunge fanen højt mht. at profilere den nye generations digtning. Sidegaden var tænkt som et opgør med hovedstrøgene (læs: mainstream) og vi ønskede at tage pulsen på alt det nye.

Mens MM var et veletableret magasin, var Sidegaden helt friskt. Der var ikke nogle faste mønstre med, hvem som var skribenter og hvem som var fotografer. På en eller anden måde fandt vi ud af det fra møde til møde, fra nummer til nummer. Og frem for alt var det muligt både at skrive og fotografere til samme artikel. Og jeg var da også glad for, at det var mine billeder af en smadret butiksrude, som blev bladets ansigt udadtil.

Michael Strunge boede på hjørnet af Randers- og Rothesgade og jeg på hjørnet af Randers- og Århusgade på Østerbro i København. Vi kunne nærmest kigge over til hinanden. Det var derfor meget tit vi, efter redaktionsmøderne, fulgtes ad hjem. Og vi stod der, somme tider i timevis, i dørene og talte sammen. Fra tid til anden i silende regn. Michael Strunge elskede nætterne og selvom vi havde talt sammen rigtigt, rigtigt længe, kunne han finde på at ringe til én efterfølgende og fortsatte (sam)talen.

Vi blev venner og mødtes også lørdage for at høre musik og drikke billig mousserende portugisisk hvidvin. Vi lyttede til David Bowie og til alle de unge grupper fra Manchester. Joy Division, New Order, eller hvad der faldt os ind.

Og selvfølgelig tog vi også billeder af hinanden. Jeg gik af og til med kameraet på mig, som jeg havde gjort det i skoletiden. Forsøgte at gribe stemninger. Ansigter, bevægelser…

Samtidig var jeg også blevet inviteret indenfor i varmen hos Roskildefestivalen. Her mødtes vi alle, Gorm Valentin, Søren Svendsen og alle de andre fotografer og skribenter. Alle os, som elskede musik. Den årlige Roskildefestival formede sig som én lang fest, hvor vi levede både dag og nat. Undtagen Gorm Valentin, som boede i Roskilde og derfor kunne tage hjem og sove .

Dengang var det ikke unormalt, at man troppede op ved gruppernes skurvogne, hvor de enten klædte om, spillede musik, eller spiste og drak. Der var en slags kammeratskab mellem ”dem” og ”os”. Det var i sådan en anledning, at den engelske reggaegruppe UB40 skulle ind til byen og spise en meget sen middag i Pisserenden i København. Så os, der sad i bandets skurvogn bag scenen, blev inviteret med op i deres bus og kørt ind til byen. Jeg var sikker på, vi havnede i L’Education Nationale, den franske restaurant. Men da den først åbnede i 1992 kunne det ikke passe.

Måske var det i en tidligere bistro sammesteds, ligeledes ved den legendariske kok og iværksætter Bernard ”Bonobo” Chesneau? Bonobo er desværre også hedengangen (1955-2015) og meget savnet. Som Michael Strunge er det (1958-1986).

Men sådan startede det. Det med at tage portrætter i en smule mere professionelt regi.

© Lars Schwander 2016

Allerede tidligt i 1970’erne havde min bror fået installeret et mørkekammer i vor mormors kælder. Det var måske ikke det allerbedste sted i og med det var et lille rum, der lå klos op ad en kokskælder. Min mormor brugte koks til opvarmning. En gang imellem kom der en lastvogn og sænkede en slidske ned gennem hendes åbentstående kældervindue. Og når al denne koks røg ned på pladsen foran fyret, så hvirvlede det op med sort støv. Det gjorde det også hele vinterhalvåret, hvor min lille spinkle mormor stod og skovlede koks ind i fyret.

Men et mørkekammer var dog et mørkekammer. Og på den tid var det ikke alle forundt at have et sted, de kunne kaldes deres og hvor man selv kunne fremkalde film og billeder. Så glade var vi, min bror og jeg.

Når jeg så fortæller at min kærlighed til fotografi – og ikke mindst til portrættet – er noget nær grænseløst, kommer det nok ikke som en overraskelse. Men jeg må i samme åndedrag tilføje, at kærligheden til musik er nok lige så stor.

I 2012 lavede TV4 en udsendelse om mig (”Passion for Kunst”) og hvor jeg blev spurgt, hvad jeg ville tage med til en øde ø. Jeg sagde straks og uden at tænke mig om: en guitar. Studieværten var mildest talt overrasket, men for mig handlede det om, at jeg da godt kunne se på et fotografi eller maleri dag efter dag og i årevis – og det gør jeg også derhjemme. Men med et instrument, kan man hele tiden komponere nye melodier og være kreativ på en anden måde.

Men ellers havde jeg som 18-19-årig slået to fluer med et smæk: at specialisere mig i koncertfotografier. Jeg gik til masser af koncerter og fotograferede så samtidigt. Allerede som 16-årig var jeg flyttet hjem hos en kæreste og der havde hendes lillebror indrettet et mørkekammer på badeværelset. Det gjorde alting meget, meget nemmere. At have mørkekammeret lige ved hånden.

I december 1974, kort før jeg fyldte 19, stod jeg nede i Albertslundhuset og skulle fotografere den hollandske/svenske sanger Cornelis Vreeswijk. Jørgen Siegumfeldt fra dagbladet Information var på plads og jeg havde det bedste kamera blandt de fremmødte: et Nikon.

Det var nok derfor journalisten kom over og spurgte om Information godt måtte købe mine billeder til avisen. Og jeg sagde selvfølgelig straks ”ja, tak”. Og jeg fandt ikke det var et problem i og med jeg allerede havde taget mange koncertbilleder. Men Siegumfeldt fortsatte. At jeg skulle med ind i det tilstødende lokale og tage et portræt af Cornelis.

Pludselig blev jeg bange. For jeg havde aldrig taget et billede af et kendt menneske før – med mindre det altså var på en scene og med en mental barriere mellem os.

Og jeg blev endnu mere nervøs da jeg kom ind i lokalet. Det var meget dunkelt og kun oplyst af en loftslampe som hang længere nede end ansigtet på Cornelis. Og jeg var ikke den, som turde spørge, om han lige havde noget imod at stille sig over i et hjørne, hvor der var mere lys, eller endnu bedre: at gå med udenfor.

Så ja, jeg tog de billeder som skulle tages, gik hjem og fremkaldte filmen, lavede billedet på papir og tog næste dag ind til København og afleverede mine fotografier på redaktionen. Og dagen efter igen, tirsdag d. 3. december, kom det i Information.

Ikke portrættet, men koncertbilledet…

For portrættet var uskarpt og/eller rystet. Og i mange år kiggede jeg ikke på det af bar skuffelse. Alligevel har jeg er hvis veneration over for det. Så jeg betragter det altid som mit første ”officielle” portræt. Og det er også derfor at jeg i 2001 tog det med i min bog ”Kunstnerportrætter” og efterfølgende på mine udstillinger. Og dermed også på den kommende udstilling på Frederiksborgmuseet. Det var begyndelsen, det egentlige udgangspunkt.

Godt fotografi eller ej? Det var jo starten på en lang, lang rejse med kameraet. Og med musikken for den sags skyld.

I sommeren 1976 gik jeg til en koncert med Steve Harley fra Cockney Rebel. Jeg elskede deres debutalbum ”The Human Menagerie” og dets opfølger ”Psychomodo”, hhv. fra 1973 og 1974. De optrådte i Odd Fellow Palæet og vi var ikke ret mange publikummer derinde. Kun tre rækker. DR-TV skulle optage koncerten, så vi blev alle placeret oppe foran scenen, så det så ud som om der var mange tilstede. Men fra min plads kunne jeg så – uden at gå op foran scenen – fotografere Steve Harley.

En af min brors venner solgte billeder til bladet ”Vi Unge” og han spurgte om han skulle sælge Steve Harley for mig. Jeg ville få 50 kr., i fald de antog det og jeg var glad, hvis jeg kunne få nogle lommepenge og – især – hvis jeg så kunne få mit billede i magasinet. Og det skete. Jeg var nærmest lykkelig. Også selvom opsætningen godt kunne have været bedre.

Jeg var for længst kommet i gymnasiet og tog stadig billeder af klassen. Et fotografi forestiller Helle, som sidder nede ved Badesøen. Og det billede sendte jeg ind til Albertslundposten, til en serie som hed ”Livet i Albertslund”. Og billedet kom på. Til klassens store fornøjelse.

Det blev en tid, hvor mine fotografier balancerede mellem det private og det offentlige. Jeg var på nippet til at springe ud som ”rigtig” fotograf. Ligesom at gå fra en amatørstatus til professionel. Lige bortset fra at jeg aldrig har betragtet mig hverken som amatør (billedmæssigt) eller professionel (salgsmæssigt). Men billederne blev taget og fra slutningen af 1970’erne og især i 1980’erne begyndte det at gå stærkt.

Lad os skrue tiden tilbage.

Jeg husker ikke hvornår jeg begyndte at lide fotografiet ej heller portrættet. Måske portrættet inden fotografiet.

Min far var maler og vores hjem var fyldt med kunst. Den eneste reproduktion var et ”portræt” af Picasso, som af uransagelige grunde var havnet hos os. Det var en slags portræt, ganske vist kubistisk, men alligevel. Det var en slags ansigt.

I skabet havde vi et gammelt Agfa-Box kamera. Den film som sad i, da jeg tog fat i den, var billeder af min bror og jeg i en have i Glostrup helt tilbage til dengang jeg var 3 år og sad på en trehjulet cykel. Det lå vel helt tilbage til syv år tidligere. Så lang tid kunne negativer åbenbart sidde i et kamera.

https://de.wikipedia.org/wiki/Agfa_Box

Jeg kom i erhvervspraktik som fotograf vistnok hos Lennart på Frederiksberg. Og i skufferne lå der billeder af The Beatles samt Hanne Lyngfelt og andre af tidens hotte fotomodeller. Og der i dét mørkekammer, fremkaldte jeg så filmen af mig selv som helt lille. Det var første gang jeg overhovedet havde set et mørkekammer.

Men jeg følte allerede dengang, at jeg havde denne her kærlighed til fotografiet og ikke mindst portrættet. Så meget, at jeg tog fotoapparatet med i klassen. En Agfa-Box havde en skrue på højre side af kameraet. Og når man vred denne skrue rundt, blev billedet taget. Jeg kiggede ned i et minimalt hul og kunne knapt se andet end centrum af motivet. Negativerne var 6 x 6 centimeter og der var 12 billeder på en film.

Summa summarum tog jeg kameraet med i skole og tog billeder af de forskellige i klassen. Både der og når vi var på ekskursion. Og det var noget særligt, det at én skulle stå stille og posere foran et kamera og at man (jeg) trykkede på knappen. Så jeg kunne aflevere filmen nede hos fotohandleren på butikstorvet. De billeder man fik var ca. 1:1 i forhold til negativerne.

Jeg tog Iben som brud inde i klasselokalet, Jan nede på Køgevejen, John på Valby Station og Mette inde i Toget omkring Østerport Station.

Man kunne i dag indvende, hvad skulle så være så særligt ved det?

Vi er tilbage i 1960’erne. Og i 1970’erne fortsatte jeg med at tage billeder, både i realen og i gymnasiet. Ja, endda på universitetet. Og så var det slut med Agfa-Box’en – nu var det blevet til Olympus og Nikon kameraer.

Jeg kan godt høre, at det lyder fuldkommen vanvittigt i dag, hvor alle render rundt med mobiltelefoner på sig. Der er stort set ikke dem, som ikke har taget billeder af deres klassekammerater, deres bedste venner, veninder og kærester. Det er billeder hvor modellen enten poserer eller bare lader som om, man ikke lægger mærke til at kameraet. Og det er ikke hvilke som helst kameraer, der er på mobiltelefoner. Det er med Karl Zeiss optikker og med store filer.

Dvs. det som før i tiden var noget meget specielt og voldsomt specielt, er i dag det normale. Og ikke nok med at det at tage billeder af hinanden er dagligdag, billederne bliver tillige offentliggjort på de sociale medier, bl.a. Facebook eller Instagram.

Et selvportræt i min barn- og ungdom var nærmest utænkeligt. Men det har hele ”selfie-kulturen” lavet om på. I dag er det mere reglen mere end undtagelsen at tage billeder af sig selv. Stort set ingen har modstået fristelsen at tage et slags selvportræt. Hele selfie-kulturen organiserede jeg en udstilling om på Brandts i 2015. Det er på én gang en spændende og underlig udvikling inden for fotografiet.

I samme åndedrag, kan man nævne familiernes fotoalbums. Før i tiden var det selve familiens midtpunkt. Hvis ens hus brændte, var det det første man redede. Fordi et sådan album rummede selve ens historie. I dag eksisterer der næppe fotoalbums. Alt det vi tager er digitale og de havner enten på CD’er, på harddisks eller oppe ”i skyen”. Et eller andet sted i den virtuelle verden.

Familiens hukommelse er måske ikke gået tabt, men den ligger virtuelt et eller andet sted. Og frem for at passe på et fotoalbum, som man kunne holde i hånden, så er det ikke altid at der bliver taget ordentligt vare på det digitale medie. Pludselig er en harddisk brudt sammen, en CD blevet væk, et password kan være bortkommet.

Jeg ønsker ikke at være dommer for nu- og fremtiden. Men det er klart, at det har en umådelig stor betydning for fotografiet i dag, at det ikke rigtigt manifesterer sig materielt.