FOTOGRAFI & MUSIK

Allerede tidligt i 1970’erne havde min bror fået installeret et mørkekammer i vor mormors kælder. Det var måske ikke det allerbedste sted i og med det var et lille rum, der lå klos op ad en kokskælder. Min mormor brugte koks til opvarmning. En gang imellem kom der en lastvogn og sænkede en slidske ned gennem hendes åbentstående kældervindue. Og når al denne koks røg ned på pladsen foran fyret, så hvirvlede det op med sort støv. Det gjorde det også hele vinterhalvåret, hvor min lille spinkle mormor stod og skovlede koks ind i fyret.

Men et mørkekammer var dog et mørkekammer. Og på den tid var det ikke alle forundt at have et sted, de kunne kaldes deres og hvor man selv kunne fremkalde film og billeder. Så glade var vi, min bror og jeg.

Når jeg så fortæller at min kærlighed til fotografi – og ikke mindst til portrættet – er noget nær grænseløst, kommer det nok ikke som en overraskelse. Men jeg må i samme åndedrag tilføje, at kærligheden til musik er nok lige så stor.

I 2012 lavede TV4 en udsendelse om mig (”Passion for Kunst”) og hvor jeg blev spurgt, hvad jeg ville tage med til en øde ø. Jeg sagde straks og uden at tænke mig om: en guitar. Studieværten var mildest talt overrasket, men for mig handlede det om, at jeg da godt kunne se på et fotografi eller maleri dag efter dag og i årevis – og det gør jeg også derhjemme. Men med et instrument, kan man hele tiden komponere nye melodier og være kreativ på en anden måde.

TV-program 2012

Men ellers havde jeg som 18-19-årig slået to fluer med et smæk: at specialisere mig i koncertfotografier. Jeg gik til masser af koncerter og fotograferede så samtidigt. Allerede som 16-årig var jeg flyttet hjem hos en kæreste og der havde hendes lillebror indrettet et mørkekammer på badeværelset. Det gjorde alting meget, meget nemmere. At have mørkekammeret lige ved hånden.

I december 1974, kort før jeg fyldte 19, stod jeg nede i Albertslundhuset og skulle fotografere den hollandske/svenske sanger Cornelis Vreeswijk. Jørgen Siegumfeldt fra dagbladet Information var på plads og jeg havde det bedste kamera blandt de fremmødte: et Nikon.

Det var nok derfor journalisten kom over og spurgte om Information godt måtte købe mine billeder til avisen. Og jeg sagde selvfølgelig straks ”ja, tak”. Og jeg fandt ikke det var et problem i og med jeg allerede havde taget mange koncertbilleder. Men Siegumfeldt fortsatte. At jeg skulle med ind i det tilstødende lokale og tage et portræt af Cornelis.

Pludselig blev jeg bange. For jeg havde aldrig taget et billede af et kendt menneske før – med mindre det altså var på en scene og med en mental barriere mellem os.

Og jeg blev endnu mere nervøs da jeg kom ind i lokalet. Det var meget dunkelt og kun oplyst af en loftslampe som hang længere nede end ansigtet på Cornelis. Og jeg var ikke den, som turde spørge, om han lige havde noget imod at stille sig over i et hjørne, hvor der var mere lys, eller endnu bedre: at gå med udenfor.

Cornelis Vreeswijk, 1974

Så ja, jeg tog de billeder som skulle tages, gik hjem og fremkaldte filmen, lavede billedet på papir og tog næste dag ind til København og afleverede mine fotografier på redaktionen. Og dagen efter igen, tirsdag d. 3. december, kom det i Information.

Ikke portrættet, men koncertbilledet…

Cornelis Vreeswijk i Information, 1974

For portrættet var uskarpt og/eller rystet. Og i mange år kiggede jeg ikke på det af bar skuffelse. Alligevel har jeg er hvis veneration over for det. Så jeg betragter det altid som mit første ”officielle” portræt. Og det er også derfor at jeg i 2001 tog det med i min bog ”Kunstnerportrætter” og efterfølgende på mine udstillinger. Og dermed også på den kommende udstilling på Frederiksborgmuseet. Det var begyndelsen, det egentlige udgangspunkt.

Godt fotografi eller ej? Det var jo starten på en lang, lang rejse med kameraet. Og med musikken for den sags skyld.

Steve Harleys første koncert i Danmark, 1976

I sommeren 1976 gik jeg til en koncert med Steve Harley fra Cockney Rebel. Jeg elskede deres debutalbum ”The Human Menagerie” og dets opfølger ”Psychomodo”, hhv. fra 1973 og 1974. De optrådte i Odd Fellow Palæet og vi var ikke ret mange publikummer derinde. Kun tre rækker. DR-TV skulle optage koncerten, så vi blev alle placeret oppe foran scenen, så det så ud som om der var mange tilstede. Men fra min plads kunne jeg så – uden at gå op foran scenen – fotografere Steve Harley.

Steve Harley til koncerten, 1976
Steve Harley til koncerten, 1976

En af min brors venner solgte billeder til bladet ”Vi Unge” og han spurgte om han skulle sælge Steve Harley for mig. Jeg ville få 50 kr., i fald de antog det og jeg var glad, hvis jeg kunne få nogle lommepenge og – især – hvis jeg så kunne få mit billede i magasinet. Og det skete. Jeg var nærmest lykkelig. Også selvom opsætningen godt kunne have været bedre.

Jeg var for længst kommet i gymnasiet og tog stadig billeder af klassen. Et fotografi forestiller Helle, som sidder nede ved Badesøen. Og det billede sendte jeg ind til Albertslundposten, til en serie som hed ”Livet i Albertslund”. Og billedet kom på. Til klassens store fornøjelse.

Helle fra gymnasieklassen, nede ved Badesøen, 1977

Det blev en tid, hvor mine fotografier balancerede mellem det private og det offentlige. Jeg var på nippet til at springe ud som ”rigtig” fotograf. Ligesom at gå fra en amatørstatus til professionel. Lige bortset fra at jeg aldrig har betragtet mig hverken som amatør (billedmæssigt) eller professionel (salgsmæssigt). Men billederne blev taget og fra slutningen af 1970’erne og især i 1980’erne begyndte det at gå stærkt.

One thought on “FOTOGRAFI & MUSIK

  1. Fedt 🙂 Spændende start på din fotografiske karriere.
    Jeg ville gerne have være til den første Steve Harley koncert – jeg blev stor fan en periode, spillede i hvert fald nogle af hans sange igen og igen.
    Cool, du er i gang med blog, og fortsætter 🙂
    KH NO

Leave a Reply

Your email address will not be published.